Giv mig synden tilbage

Tvunget i knæ af virkeligheden

For nogle år siden læste jeg en artikel med titlen: ”Giv mig synden tilbage”. Forfatteren beskriver sig selv som ateist og har siden ungdommen taget afstand fra et syndsbegreb, der begrænser menneskets naturlige livsudfoldelse. Men i en moden alder har virkeligheden tvunget ham i knæ. Gennem personlige nederlag og oplevelser af utilstrækkelighed, har han måttet taget synet på det ’syndfrie’ menneske op til genovervejelse. Han er nået til den erkendelse, at vi som mennesker er ”adskilt fra det ideelle liv af kræfter, der er større end os selv”.

Han beskriver, hvordan mennesket i det moderne samfund lider under illusionen om det perfekte. Det ses i de unges stræben efter at nå de højeste karakterer, og når voksne kommer til kort som forældre, i forhold til karrieren, sundhed, ægteskab og venskaber. Man gør sit bedste og står alligevel tilbage med en oplevelse af mangelfuldhed og mismod. Fordi man selv har ansvaret for at lykkes og fordi man skulle kunne. Det gør mennesket sårbart og ensomt og er ifølge forfatteren medvirkende årsag til at stress, angst og depression nærmest er folkesygdomme.

Han anerkender den erfaring af at være uperfekt, som begrebet synd indfanger, og påpeger, at man i det sekulære samfund mangler ord og begreber til at beskrive det uperfekte i livet. Han efterlyser en grundfortælling, der beskriver det uperfekte som et vilkår - uden religiøse myter og dogmer.

Hans eget (nok foreløbige) bud er, at forløsningen for mennesket ligger accepten af det ukomplette, ”uanset om man har Gud med i ligningen eller ikke.”

At ramme forbi målet

Fra mine samtaler og kurser genkender jeg modstanden mod begrebet synd. Fordi mange forbinder det med skyld og skam og en dømmende Gud. Her bør det indskydes, at denne opfattelse jo ikke kommer ud af den blå luft, men stammer fra et dogmatisk tankegods fra en svunden tid, som stadig kaster skygger ind over kirkens teologi og syn på mennesket.

Så snart jeg nævner, at synd på det græske grundsprog betyder ”at ramme forbi målet”, så taler det ind i en almenmenneskelig erfaring ikke at slå til, ikke at være helt på plads i livet. Sådan forstået er synd nærmere en tilstand og et vilkår, snarere end fejltrin. At ramme forbi sit (for)mål opleves som en brudthed eller indre splittelse mellem den, jeg er, og den, jeg gerne vil være. En splittelse, som også kommer til udtryk i forhold til naturen, ens medmennesker og endelig som en fremmedgørelse i forholdet til Gud.

Denne opfattelse af synd er et nødvendigt korrektiv til samfundets ideal og illusion om det perfekte menneske. Det er forløsende for det moderne menneske at få lov til at være en synder, at få lov til at favne erfaringen af ufuldkommenhed og af at komme til kort gang på gang, de bedste intentioner til trods. Accepten af det uperfekte, kan dog føre til resignation og en oplevelse af afmagt.

Vi har brug for en fortælling, der på én gang favner synden som vilkår og samtidig peger på menneskets muligheder for at blive helstøbt. At komme i mål.

At nå i mål som menneske

Jeg vil hævde, at vi som samfund ikke behøver opfinde en ny fortælling, men blot at genopdage de gamle myter og fortællinger og give dem nyt liv. Myten beskriver billedligt sprog livets oprindelse, grundvilkår og formål og er på den måde en hjælp til at forstå hvad det er at være menneske.

Den kristne grundfortælling har mere at sige end om mennesket end at det er ”adskilt fra det ideelle liv af kræfter, de er større end os selv”. Nemlig tesen om, at selve eksistensen har sin oprindelse i noget større end os selv.

Ifølge skabelsesberetning er mennesket skabt i Guds billede med en trang til og et potentiale for at blive fuldkomment. At være skabt i Guds billede indebærer at være forbundet med noget større, Gud, og med hinanden i et fælles vilkår, med ansvar for at tage vare på hinanden og naturen. At være menneske indebærer både værdighed og ansvar.

Her kommer Gud ind i ligningen. Min erfaring og overbevisning er, at jeg som menneske kun for alvor kan se min ufuldkommenhed i øjnene, hvis jeg samtidig har en bevidsthed om at være tilgivet og elsket uden betingelser. Bare fordi jeg er. Det gør det muligt at leve i spændingsfeltet mellem at være synder og samtidig at arbejde ufortrødent på at blive fuldkommen - at blive den, jeg er skabt til.