Find ro gennem kristen meditation
Meditation betyder at “søge mod midten”, ind til sin egen kerne og til Gud. Man kan meditere med eller uden ord.
Den enkleste form for kristen meditation er at være bevidst om sit åndedræt. Man kan meditere på Jesu navn eller på et ord. At gå i naturen med fuld opmærksom er måde at være i kontakt med Gud på. Find beskrivelse af forskellige former herunder.
Forberedelse til meditation
Afspænding af kroppen.
"Sæt dig godt til rette – ret ryggen, så du kan ånde frit. Lad fødderne hvile på gulvet – forestil dig, at de slår rødder dybt ned i jorden. Slap af i skuldrene – i kæben – lad ansigtet glatte sig – du behøver ikke tænke på noget lige nu. Kom i kontakt med åndedrættet – lav ikke om på det – bare hvil i det – drag ånde i Guds Ånde. Giv under udåndingen slip på spændinger og uro. Læg mærke til lydene omkring dig – og lad dem være."
Tankerne som både på floden
Netop når du ønsker at være stille, opdager du, hvor uroligt sindet er. En hjælp til at få ro i sindet kan være at lade tankerne glide forbi som skyer på himlen. Eller du kan lade tankerne drive af sted som både på en flod. Du er ikke i båden, men står på bredden og ser bådene drive forbi. Opmærksomhed på åndedrættet kan også være en hjælp.
Meditation på åndedrættet
Bevidsthed om åndedrættet er i sig selv en meditation. I grunden er det ikke dig, der trækker vejret, men Gud, der ånder i dig. Du drager ånde i Guds Ånde - du bli’r åndet ind, du bli’r åndet ud. Hver gang du ånder ind, modtager du livet på ny. Som da Gud blæste livsånde i Adams næseboer.
På udåndingen kan du slippe bekymringer og uro – og indånde fred. Udånde mørke – indånd lys. Til sidst i meditationen, kan du på udåndingen give det videre, som du har modtaget.
Centrerende bøn
Centrerende bøn er en enkel form for meditation, der stammer fra den kontemplative klostertradition. Man vælger et ord som udtryk for sin intention eller længsel. Hver gang man man registrerer en tanke, vender man blidt opmærksomheden tilbage til ordet. og/eller åndedrættet. Den kontemplative bøn er ordløs. Det er samvær med Gud, i stilhed at åbne sind og hjerte for Guds nærvær og Helligåndens virke i sindet.
I denne artikel om mindfulness i kristendommen finder du en nærmere vejledning i centrerende bøn.
Meditation over Jesu navn
Jesusbønnen har sin oprindelse hos Ørkenfædrene i det 3.-4.årh. og blev udviklet i den Østortodokse kirkes tradition. Ved hver udånding overgiver du dig til Navnet og dør fra dig selv. Ved indåndingen modtager du Jesu Kristi navn, så Han selv og alt, hvad Han er bliver en del af dig – fred, lys, liv, kærlighed.
Indånding – Jesus Kristus, Guds Søn. Udånding – forbarm dig over mig.
Eller enklere – Jesus – Kristus. Eller bare – Je – sus.
Bibelmeditation (Lectio Divina)
Du kan meditativt gentage et skriftsted, et ord for hver indånding, f.eks. ”Herren er min hyrde”. Bibelordets kraft og virkelighed forløses og bliver en del af dig. I den kristne tradition kalder man det at tygge drøv på Ordet.
Du kan leve dig ind i en bibeltekst, hvor Jesus møder et menneske, så det bliver til et personligt møde med den Opstandne Kristus.
Naturmeditation (Sensio Divina)
Du kan gå en tur i naturen uden at skulle noget bestemt. Gå langsomt og med fuld opmærksomhed på det, du sanser. Mærk føddernes kontakt med jorden. Øv dig i at lade tingene være. Lyt til lydene, mærk duftene, se blomster, træer og andre mennesker uden at beskrive eller definere. Bevidsthed om åndedrættet kan være en hjælp til at samle tankerne og falde til ro.