Mission impossible!?
”Nævn ikke Gud og Jesus”
Sådan lød det velmenende råd fra en mand, der ellers selv henter stor inspiration fra Bibelen og Jesu fortællinger. Han mener, at folk straks ville tænke ’Åh nej!’ og tage afstand, hvis jeg nævner Gud og Jesus. Han foreslog, at jeg skulle gå mere indirekte til fortællingen ved for eksempel at kalde Jesus for Jens og Peter for Hans.
Man må spørge, hvordan det kan være, at Jesu navn vækker så megen modstand? Man nævner gerne Buddha og øser af andre religiøse og spirituelle indsigter. På aftenskoler udbydes yoga og buddhisme for begynder, og i erhvervslivet bruger man mindfulness, tarotkort og clairvoyance. Hvorfor er det så tabubelagt at nævne Jesus?
Som teolog må jeg gribe i egen barm og vedgå, at kirken har været medvirkende til at skabe negative forestillinger i forhold til kristendommen. Man kan blot tænke på de uhyrligheder, der i tidens løb er begået i Guds navn. Andre tager afstand på baggrund af personlige af personlige oplevelser. Man kan have stødt sig på en dogmatisk eller livsfornægtende kristendom, et billede af Gud som fordømmende og dogmet om mennesket som en hjælpeløs synder. Jeg oplever, at kirken i sin teologiske tænkning og ritualer har bevæget sig langt væk fra sin essens og i historiens løb udviklet og fastholdt en snæver fortolkning af Jesu lære og person og et negativt syn på mennesket.
Gennem de 20 år, jeg har haft mit virke blandt åndeligt søgende, har jeg mødt mange, der oplever at deres søgen og åndelige erfaringer ikke bliver alvorligt. En ung mand oplevede at præsten i sin prædiken tog Jesus fra ham. De efterspørger en åndelig praksis og vejledning til deres personlige udvikling. Alt dette findes i Bibelen og i den kristne spiritualitet, hos mange i kirken, også blandt præster, er der en forlegenhed i forhold til at tale om åndelighed og bøn. Mange viger tilbage for at tage Jesu radikale fordring på sig og at arbejde med sig selv. Det vidner om fremmedgørelse i forhold til sin egen spirituelle tradition. Det er som kirken sidder tungt på skatkisten og har gemt nøglen. Eller smidt den væk.
Jesus som oplyst mester
Nogle siger, at buddhismen er lettere at tro på, fordi den er mere eksotisk. Men Jesus er i den grad også eksotisk. Lad os tage på en fantasirejse 2000 år tilbage i tiden – vi går ned gennem en underjordisk tunnel som løber under kirkens historie, dogmedannelse og fortrædeligheder – og følger nu Jesus på de støvede landeveje, mærker solens varme, sanser de fremmede dufte. Vi lytter til hans vise ord. Han ser en fårehyrde og taler han om sig selv som en hyrde, som leder os gennem livet - møder en mand, der strør såsæd og taler om Guds ord, der nærer sjælen - møder en kvinde ved en brønd og siger, at han giver levende vand – går gennem vingårde og siger, at på samme måde som en vinranke skal beskæres, skal vores liv også for at bære mere frugt.
Jesus talte ind i folks dagligdag. Også i dag møder han os i øjenhøjde taler ind i vores liv gennem de eksotiske fortællinger. Fordi ordene har Ånd og liv i sig og bærer en evig visdom. Jesus er visdomslærer, der forkynder Guds Rige gennem budskabet om næstekærlighed og ved den helbredende kraft, der helbreder, genopretter og giver nyt liv, også i dag. Han ønskede ikke tilbedelse eller at blive sat op på en piedestal, men at hans budskaber blev hørt og efterlevet. Den, der har ører, han hører!
Back to basic!
Ligesom Buddha, Rumi, Indiens guruer og andre åndelige vejledere, er det Jesu opgave at vise vej, at kalde mennesket tilbage på sporet og minde os om det, vi ved inderst inde, men som vi let glemmer. Jesus er en oplyst mester af rang og den verdenslærer, som formidler den guddommelige visdom ind i vores vestlige del af verden.
Så jeg vil med frimodighed kalde Jesus for Jesus og udbrede Bibelens eksistentielle budskaber i fortællingerne, som de står skrevet! Man behøver ikke tro på Gud eller på, om Jesus var Guds søn, født af en jomfru eller er opstået fra de døde, for at kunne få noget ud af Bibelen. Det handler heller ikke om at gå i kirke, medmindre man selv ønsker det, men om at have en åben holdning og være nysgerrig.
